onsdag den 22. februar 2017

Sega Saturn 50/60 Hz mod


Denne gang blev det min nyerhvervede Sega Saturn (model 2), som skulle udsættes for den varme loddekolbe. Eftersom maskinen er en europæisk udgave, som anvender PAL standarden, outputter den spillene i 50 Hz. En lang række spiltitler er dog udviklet med 60 Hz for øje, hvilket betyder at disse afvikles ~17% langsommere på PAL maskiner, frem for NTSC og J-NTSC maskiner. Ud over dette, bliver dele af skærmen pakket ind i sorte bjælker i toppen og bunden af skærmen, når man afvikler disse i 50 Hz.

I hovedmenuen står der om maskinen outputter i PAL (50 Hz) eller NTSC (60 Hz)

I teorien er der tale om et ganske simpelt indgreb, eftersom ben 79 på GPU´en definerer om den outputter i 60 eller 50 Hz, alt efter om dette ben bliver forsynet med +5V, eller bliver tilsluttet GND.

Lim er tilføjet, for at aflaste diverse træk og vrid i det skrøbelige ben.

I praksis er operationen dog en anelse risikabel, eftersom denne involverer at varme ben 79 fra GPU´en op med en loddekolbe, hvorefter dette løftes fra selv bundkortet. Her skal man både være opmærksom på, at det kun er ben 79 man løfter, uden hverken at beskadige eller lodde (kortslutte) de andre omkringliggende ben.

De 3 ledninger bliver ført til bagsiden af maskinen

Herfra loddede jeg en tynd ledning fast på dette nu frithængende ben 79, hvorefter jeg fastgjorde ledningen med en klar lim fra en varm lim pistol. Eftersom benet er så tyndt, er det vigtigt at det hverken bliver udsat for træk eller vrid, da dette med stor sandsynlighed vil medføre et brækket ben. Hvis dette ydermere sker helt inde med GPU´ens "krop", kan det medføre at man ikke er i stand til at fikse det igen, eftersom der intet er at lodde på.

Ledninger bliver loddet på omskifteren.

Herfra skulle jeg bruge hhv. en kilde til +5V og GND. For nemhedens skyld, valgte jeg at snuppe disse direkte fra stikket, som forbinder bundkortet med den interne strømforsyning.

Omskifteren er monteret i plastik klappen. Op = 60 Hz, ned = 50 Hz

Nu hvor disse 3 ledninger var loddet på, valgte jeg at trække dem hen over bundkortet og ud til klappen som dækker over batteriet i maskinen. Herfra monterede jeg en omskifter, hvor jeg loddede ledningen fra ben 79 fra GPU´en fast til midterste ben, hvorefter jeg loddede GND til den ene side og +5V til den anden. Dette betyder nu, at maskinen outputter i 50 Hz når omskifteren peger nedad og 60 Hz, når denne peger op.

Det ser ud til at fungere \[T]/

Med muligheden for at afvikle spil i 60 Hz, bliver noget af det næste jeg skal i gang med, enten at modde maskinen med en universal bios, hvilket gør den regionsfri, eller at anskaffe mig et Action Replay Plus 4M Memory Card, som foruden at gøre det muligt at spille import spil, ligeledes tilføjer ekstra RAM, samt muligheden for at lave backup af ens save-files.

Næste projekt bliver dog i første omgang, at gennemføre det gode gamle Tomb Raider... Denne gang i 60 Hz!